Spændende slibeopgaver løses for AM Værktøj
Hos AM Værktøj i Odense har man travlt med at producere stanseværktøj, kantbukkeværktøj, trækværktøj m. m. til kunder i hele verden. Virksomheden er i dag én af de største værktøjsproducenter i Norden indenfor metal, og den topmoderne produktion fordeler sig over 6000 kvm i Odense. Her ses Lars Bommersholdt fra Junget på besøg hos Produktionsdirektør Carsten Laursen fra AM Værktøj.
Man kan roligt sige, at AM Værktøj har oplevet en rivende udvikling. I 2006 var de 13 mand. Nu er der 60 ansatte. AM Værktøjs flotte resultater kommer ikke af sig selv, og så snart man træder ind over dørtærsklen, kan man mærke firmaets entreprenørånd og et stort fokus på produktionsoptimering for at kunne imødekomme kundernes mangeartede forespørgsler.
På rundtur med medejer og Produktionsdirektør Carsten Laursen fortæller han om alle de ændringer, som stedet løbende har gennemgået. Undervejs åbner han lågen ind til det store DMU 95 CNC bearbejdningscenter, der netop er blevet færdig med en model til en bremsedel. En opgave, som kræver en kompliceret bearbejdning bestående ca. 30 timers bearbejdning, inden emnet er færdigt.
-Når vi laver tidskrævende opgaver som denne, er det vigtigt, at vi laver det rigtigt første gang. Der er ikke penge i at rette fejl. At gøre det rigtig første gang og holde niveauet hver gang er lidt af et mantra for os, fortæller Carsten Laursen, velvidende at det kræver omhu og ekspertise og stiller store krav til det udstyr, som virksomheden bruger.
I efteråret 2017 stod AM Værktøj og manglede en slibeleverandør til genopslibning af værktøjer til virksomhedens mange maskiner. Efter et par møder med Junget blev parterne enige om at gennemføre nogle testslibninger af ball nose fræsere. Teamleder Kurt Kruse var forud for testslibningerne lidt skeptisk.
-Junget er jo mest kendt fra træindustrien, så jeg var lidt bekymret for, om de nu også kunne slibe til metalbranchen, forklarer han. Seniorkonsulent fra Junget, Lars Bommerholdt, fik mig dog overbevist om, at Junget var den rettet samarbejdspartner, og i dag kan jeg se, at min bekymring var ubegrundet. De fræsere, som vi har fået slebet, lever fuldt ud op til vores forventninger – og lidt til. Vi har faktisk oplevet en bedre standtid på de genopslebne fræsere end tidligere. Især de slebne sletfræsere har overrasket positivt, fortæller Kurt med et anerkendende nik.